Boligfradragsordningen bliver genindført for 2013 og 2014
Nu kan du igen trække op til 15.000 kr. fra i skat, per voksen i din husstand, når du får lavet el arbejde i din bolig.

Regeringen, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har 21. april indgået en aftale om, at Boligfradragsordningen genindføres for 2013 og 2014.
Formelt skal der nu fremsættes og vedtages et lovforslag, men da der er et politisk flertal bag aftalen, kan man nu disponere efter, at den blot mangler en formel vedtagelse.
I forhold til Boligfradragsordningen fra 2012 er der kun foretaget få ændringer:
- Arbejde, der er udført efter den 1. januar 2013, er omfattet af Boligfradragsordningen.
- Sommerhuse bliver omfattet af ordningen – men gælder kun arbejde udført fra mandag 22. april eller senere.
- Listen over, hvilket arbejde der er omfattet, fastholdes uændret.
- Arbejde, der er udført og betalt senest 31. december 2014, er omfattet af Boligfradragsordningen.
Fradraget
Som i 2012 gives der fradrag for udgifter til arbejdsløn, inklusive moms. Udgifter til materialer kan således ikke fradrages.
Fradraget kan maksimalt udgøre 15.000 kr. årligt pr. person, som er skattepligtig og ved indkomstårets begyndelse er fyldt 18 år. Det svarer til, at et ægtepar eller to samboende kan fratrække udgifter til arbejdsløn, inklusive moms, for 30.000 kr. årligt. Fradraget gives som et ligningsmæssigt fradrag – så skatteværdien af fradraget vil være ca. 5.000 kr. årligt pr. person.
Skattefradraget svarer til et tilskud på ca. en tredjedel af lønudgiften.
Fradraget knytter sig til personer, der har folkeregisteradresse i boligen.
Fradraget gælder for personer i lejeboliger, ejerboliger og andelsboliger, hvis det er beboeren, der har pligt/ansvar for istandsættelsen og betaler for arbejdet.
>> Læs mere her